STU med landbrug

Landeriet tager udgangspunkt i driften af en økologisk gård, hvor man som ung er med til at drive gården sammen med personalet i et forpligtigende fællesskab, hvor der er brug for og plads til alle.

Vi tilbyder et meningsfuldt og inspirerende uddannelsesmiljø, hvor den enkeltes evner og potentialer sættes i spil.

LANDBRUGSLINJEN

Alsidige opgaver

Landbrugslinjen har mange forskellige aktiviteter og varierede opgaver. Det vil sige, at der er noget både for dem, der er meget interesseret i maskiner og planteavl, men også for dem, hvor dyrene eller værkstedet er det, der motiverer. Fælles for alle aktiviteter er, at al undervisning foregår, mens vi arbejder med de daglige opgaver.

Som STU-elev er man med til at passe gårdens marker og sørge for, at markerne bliver klar til at kunne sås til med afgrøder og at afgrøderne i høst kommer i hus på gården og på det lokale foderstof. Der skal ligeledes laves grovfoder til både egne dyr, men ligeledes til salg til kunder.

I 2023 er Landeriet netop begyndt at løse opgaver i marken for lokale deltidslandbrug. Det kan fx være brakslåning, kørsel med halm og grovfoder, presning af baller, udkøring af møg m.m.

I vinterperioden passer vi den tilhørende skov på 4 ha, der ligger op af Gudumkær Plantage. Der skal bl.a. tyndes imellem træerne og laves brænde til bålpladsen.

Vi kan hjælpe dig med at få øje på dine naturlige talenter og blive afklaret om din fremtidige beskæftigelses- og boform.

LANDBRUGSLINJEN

Økologisk kødkvæg og hønsehold

Vi har valgt Galloway-racen, da det er nøjsomme og robuste dyr. Vi har stude til opfedning og indkøbt en lille flok kvier som skal danne grundlag for vores Galloway-besætning.

Vi har i 2023 startet et økologisk hønsehold med produktion af græs-æg, hvor hønsene bor i et mobilt hønsehus og dagligt har fri adgang til kløvergræs. Vi har pt. plads til 180 høns.

Vi går meget op i hønsenes trivsel og de kvitterer med at lægge mange fine æg. Æggene samles dagligt ind, pakkes og afsættes gennem stalddørssalg i en lille vejbod.

Uddannelse og aktiviteter, der giver mening og motivation. Vi tilrettelægger din uddannelse, så der tages hensyn til dine interesser og behov.

DSC_1192.JPG

LANDBRUGSLINJEN

Traktorkørekort

Hvis man som ung gerne vil tage traktorkørekort, er det ofte muligt at få hjemkommunen til at bevillige et traktorkørekort, idet traktorkørekortet er relevant for uddannelsen. I f.h.t. bilkørekort er det som udgangspunkt den unge selv, der skal betale.

Landeriet har tilknyttet dygtige kørelærer, der tilbyder intern teoriundervisning på helt små hold med 3-4 deltagere på Landeriet.

Hvis du er interesseret i at køre med maskiner og tager traktorkørekort prioriterer vi, at du får så mange timer som muligt bag rattet og gerne på forskellige maskiner, så du opnår størst mulig fortrolighed og rutine i kørsel med landbrugsmaskiner.

Deutz og DynaDrive.JPG

LANDBRUGSLINJEN

Markbrug

I vækstsæsonen passer vi markerne. Der skal harves, pløjes, sås, høstes og køres korn, halm og grovfoder hjem. Når landbrug drives økologisk, må man ikke sprøjte markerne, og derfor foregår ukrudtsbekæmpelse fx ved at harve marken flere gange, inden der skal sås, så ukrudtsplanter bliver revet over og tørrer ud.

Vi dyrker fx hestebønner, rug til konsum, maltbyg til ølproduktion, kløvergræs og særlige græsblandinger til wrap/hø til heste.

Vi har ligeledes et samarbejde med firmaet DSV, der forhandler frø, som vi fx har produceret økologisk frøgræs til. Det er en ny og spændende produktion, hvor der er meget pleje af markerne og når frøene er høstet, er der helt særlige procedurer for tørring og opbevaring.

LANDBRUGSLINJEN

Skovarbejde & friluftsliv

Årstiderne er afgørende for det arbejde, vi laver i skoven. Fx er det bedst at fælde træer om vinteren, når træerne ikke er i vækst. Om foråret og sommeren kan vi bygge faciliteter ude i skoven, så vi fx får et sted at holde bål og få ly for sommerregnen.

Undervisningen foregår, mens vi arbejder, og du får et grundlæggende kendskab til skovens dyr og planter, vildtpleje, pleje af skoven og bæredygtighed.

Du får fx mulighed for at lære at bruge motorsav, fælde træer og at bruge og bygge forskellige elementer af træ, som kan bruges fx i haven, på gården eller til friluftslivet. Det kunne fx være at bygge fuglekasser, træhuse til dyreholdet eller faciliteter ude i vores skov, så vi kan oprette en lille shelter-plads.

LANDBRUGSLINJEN

Motor & maskiner

For at maskiner kan holde, skal man passe godt på dem. Du får lært noget om grundlæggende motorlære, vedligehold og reparationer i vores værksted.

Kompetencegivende kurser

I forbindelse med et STU-forløb på Landeriet, er det muligt at tage relevante certifikater og kurser. Det kan fx være svejse- og truckcertifikat.

  • Svejsecertifikat

  • Truckcertifikat

  • Motorsav

  • Værkstedskurser

  • Førstehjælp & brandslukning

  • Førstehjælp til dyr

  • Arbejdsmiljø & Ergonomi

Bo på Landeriets kollegie

Kollegiet består af nybyggede rækkehuse, der ligger 300 m fra gården i et roligt kvarter i byen Gjellerup og med kort afstand til indkøb og offentlig transport. Rækkehusene er lyse, velindrettede og med højt til loftet. Hvert hus er indrettet med 3 værelser, fællesrum med køkken, 2 badeværelser og en hyggelig træterrasse. Der er plads til 10 beboere på Kollegiet.

Når man bor på kollegiet, kan man bruge gården i fritiden. Fx er der mulighed for at melde sig til aktiviteter om eftermiddagen som fx rideundervisning, man kan arbejde på et selvvalgt projekt i værkstedet, deltage i sæsonarbejde i marken eller fx hjælpe med aftenfodringen af dyrene. Gården er åben, så har man som beboer eller STU-elev lyst til at kigge forbi, er man altid meget velkommen.

 

Muligheder i fritiden

Der er et varieret udvalg af fritidsaktiviteter på Landeriet, i nærområdet i det lokale idrætscenter Hall´n og i Herning. Det kan fx aktiviteter som fitness, tegning/maling, keramik, klatring, svømning, ridning, skydning, E-sport og meget mere.

Velkommen på Landeriet - vi glæder os til at se dig

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Hvis du gerne vil besøge os, skal du først kontakte din UU eller STU-vejleder. Herefter kan I komme på et uforpligtigende besøg for at se, om LANDERIET kunne være noget for dig.